Que pasa

Sidste blogindlæg fik vi ikke rigtig fortalt noget af hvad vi egentlig har oplevet.
Så det vil jeg lige prøve på at fortælle kort om nu.

Første nat i Costa Rica efter vores vellykkede grænseovergang foregik i Dominical.
Dominical er en MEGET lille by, som er kendt for at have nogle gode surfer beaches. Dem så mig og Ida desværre ikke da vi bare valgte at blive for natten.
En oplevelse vi dog fik med på vejen var vores aftensmads måltid, som foregik på en "soda"

Soda er en restaurant af en slags, hvor man får de bedste Casados, altså måltider med ris, bønner, salat, og hvilket kød man så ellers vælger til. Det er et typisk måltid at bestille når man vælger at spise sådan et sted, og så er det også oftest ret billigt for sådan et mættende måltid. - Hvis man ikke lige befinder sig et alt for turistpræget sted. Men man kan også godt få burgers m.m.

Men som sagt valgte vi at spise sådan et sted, og det var åbenbart handicappede folk (ikke ment på nogen ond måde, ved bare ikke lige hvordan det ellers skal siges) som arbejde der. Vi bestilte vores mad, og efter lidt tid gik al strømmen. Så der sad vi i total mørke, med folk der gik rundt omkring med hovedlygter som var det en helt normal ting (hvilket det måske også var i det område) men det var dog lidt komisk at sidde og spise aftensmad i helt mørke, kun med lygter til at lyse op.
Maden var til gengæld god og mættende. At vi valgte at spise burgers er en anden side af sagen.

Vores planlagte destination var: Manuel Antonio
Og der kom vi også hen. Vi sov på et hostel der hed Vista Serena, de første to nætter, hvor de havde en rigtig flot udsigt over havet og solnedgangen. Udover det besluttede vi os for at bruge nogle penge på at se nogle ting.
Vi fandt frem til Rainmaker, som før var privat eget men nu var ved at blive mere offentliggjort. Det var ikke det nemmeste sted at komme frem til hvis man ikke havde bil og ikke var interesseret en guidet tur, som inkludere kørsel, men altså kostede en del flere $$
Til vores glæde var manden som ejede det så flink at han ville hente os ved busstoppet.

Rainmaker, som de kalder det, er altså privatejet regnskov, hvor formålet simpelthen bare er at vedligeholde regnskoven, og beholde det fredet. Samt informere gæster der kommer om regnskoven, sprede viden, og lade dem se den smukke natur.

Vi tog en tur uden guide (penge situation) men det betyder nu ikke at man ikke får noget ud af det. Desværre fik vi ikke set det store dyreliv, men det der havde lokket os derhen var også noget helt andet, nemlig deres store hængebroer som virkede meget forfaldne og var meget højt oppe. Det var helt klart en fed oplevelse og gav et lille adrenalin kick, når man stod ude midt i ingenting og havde langt ned.
Vi fik også en lille dukkert i et springvand mens vi var der :)

En anden oplevelse vi også kom på i Manuel Antonio var deres nationalpark. Der var stor kø udenfor, men de besluttede sig til sidst bare for at lukke os alle ind.
Vi skyndte os stort set næsten bare igennem skov delen, for vi har allerede set en masse forskellige dyr, og der skulle ikke videre være noget nyt og se.
Men strandene skulle være nogle af de flotteste strande i Costa Rica, og de var godt nok også lækre!
Vandet var krystal blåt, sandet var hvidt og fint, og solen stod højt på himlen. Det var strand paradis!

Men helt fredeligt var der ikke! For først kom der et angreb af vaskebjørne som var ivrige efter at stjæle ens ting. Da de endelig var af vejen, kom der så sandelig en lille sød abe med en baby hængende på ryggen. Jeg var klar til at tage et billede tæt på, da den praktisk talt var lige ved siden af mig, men før jeg fik gjort det luskede den kvikt hen og snuppede Idas banan der lå i min taske. I frustration over at prøve at beskytte vores mad, men samtidig få et billede endte jeg op med ingen af delene.

Derefter gik rejsen til Montezuma, hvor vi fik badet i det hidtil største springvand indtil videre.
Og selvom planen havde været at fejre jul der, valgte vi at drage videre mod Santa Teresa.

I Santa Teresa boede vi et af de mest hyggelige steder vi har oplevet på denne tur. Det var ikke det store luksus, langt fra, men folkene var så søde.

Det var ikke et hostel der var reklameret meget for, det var mere bare et lille lokalt sted hvor nogle få mennesker kom op i ny og næ i håb om at slå et telt op eller få en seng.
Vi havde kun hørt om det på grund af nogle tyske piger rådede os til at tage derhen, og det er vi meget glade for vi gjorde.
Der skete ikke det helt store, og det meste snak foregik på spansk da de få der kunne engelsk ikke var så gode igen.

Vejret var VARMT, strandende var med hæftige bølger (som jeg personligt ikke havde lyst til at vove mig ud i) og vejende var grus veje som støvede utroligt meget op. Men i deres lille bofællesskab var der chill, og afslappende, og vi fik slappet af i deres hængekøjer samt læst en del.

Derefter gik turen til Monteverde, men det må jeg skrive om en anden gang.

Pura Vida!

Modgang

Nu skal i høre en lille historie..

Se dengang Ida og Sara den 12. December pakkede deres tasker og tog afsted mod San Jose, i en bus, meget tidligt om morgenen, skete der et mindre heldigt møde med politiet.
Ida og Sara havde fået 2 gode pladser i bussen, som for en gangs skyld var meget behagelige at sidde i.

De så rent faktisk frem til den lange bustur der ventede dem mod San Jose. Men tiden skulle vise...
Efter omkring 1 time i bussen kom de til et grænse sted hvor politiet kom ind og forlangede at se de forskellige folks pas. Det så Ida og Sara ikke noget problem i, for de havde da ingenting at skjule.
Da politimanden endelig nåede til dem, og han gennemgik deres pas flere gange, med et meget forvirret og vredt ansigt blev de fortalt at de simpelthen måtte forlade bussen. Og det med det vuns! De havde simpelthen ikke fået de rigtige stempler da de passerede grænsen, og stemplerne er jo vigtige!
Ida og Sara kiggede triste på hinanden mens de slæbte deres baggage ud af bussen. Der var intet at gøre, den bustur var ikke længere en del af dagens program.

De næste 2 timer foregik med politiet, og en anden fyr som ikke havde haft sit pas med sig. Fyren arbejde i San Jose, og fik sine medarbejdere til at faxe det videre så der var lys for enden af tunellen for ham. Til gengæld så det sort ud for Ida og Sara. Problemet var ikke at de ikke troede på at de havde passeret grænsen lovligt, men at de stempler manglede og hvordan det kunne have gået til.
Efter at de havde ringet frem og tilbage til grænsen, omkring 100 gange, kom de frem til at de ville køre dem tilbage dertil og sørge for at tingene gik ordentligt denne gang.
Da de endelig havde lavet en fuld beskrivelse af deres udseende, og fået dem til at skrive under på... hvad end der nu stod, for alt foregik jo på spansk og så godt spansk kan Sara altså heller ikke!

Nogle andre betjente kom og hentede Ida og Sara, og kørte derefter mod grænsen Sixaola. 140 km på en meget dårlig landevej, uden sikkerhedsbælter og med Celine Dion (og andet) for fulde knald. Sikken oplevelse.

Da de endelig kom til grænsen fra Costa Rica siden, blev de mødt af en lidt gnaven mand som ikke forstod hvad der var sket. Dette resulterede i endnu et stykke ventetid, og flere undeskrifter.

En af damerner der arbejdede på Costa Rica delen af grænsen førte Ida og Sara over broen hvorefter de kom med ind i kontoret på Panama siden. Der sad de så i måske 2 timer til, hvor de prøvede at finde ud af hvad der skulle gøres ved det lille uheld.
Heldigvis for Ida og Sara snakkede en af fyrene der rent faktisk ENGELSK så det var til at komunikere på et lidt højere plan.
Til at starte med fik de at vide at de simpelthen ikke kunne komme ind i Costa Rica igen før om en månede, hvis det altså skulle foregå ved Sixaola grænsen. Derefter fik Panama fyren, som slet ikke forstod hvorfor de ikke måtte det, forhandlet sig frem til at Ida og Sara kunne krydse broen.
Men, det krævede så godt nok også at de købte en billet hver ud af Costa Rica, som ville blive 14 dollars per person.
Ida og Sara var ikke interesserede i dette og de havde uheldigvis slettet den anden "falske" billet første gang de krydsede broen, og de endte med at beslutte at tage bussen tilbage til David, hvor de så ville krydse grænsen et andet sted fra en af de næste dage.
Dagen for Ida og Sara var lang. Uden mere end nok dollars til lige at komme hjem med bus og taxa, måtte de undvære mad og drikke hele dagen. (bortset fra de peanutbutter sandwiches de havde smurt hjemmefra)

Da de endelig ankom ved Purple House Hostel, blev de taget godt imod af Gustavo, som straks viste dem ind på deres sædvanlige værelse.
Ida og Sara åndede lettede op, og skyndte sig til supermarkedet for at få fat i dollars, og MAD!

Hvad kan man lære af dette? Tjek ALTID dit pas for de rigtige stempler, før du smutter godtroende videre.


Udover dette har vi, Ida og Sara, hvis i skulle være i tvivl, været ramt af lidt mere modgang. Da vi var ved at lave vores flybillet mod hjemlandet, og havde gjort det hele klar, klar til print, valgte siden selv at godkende det hele uden vores hjælp. Vi stod fortabte tilbage og troede at vi lige havde købt flybiletter, fra Nicaragua til Danmark, med penge vi egentlig ikke lige havde.
Vi skyndte os at skrive til Condor (flyselskabet) og få dem til at forstå at vi ikke ønskede de biletter.
De næste 2 dage derfra gik uvidende om hvad der ville ske. Pengene var ikke blevet overført til dem endnu så der var håb.

Og endnu engang udover fly biletten, så da vi var på vej ud af Panama, fandt vi ud af vi ikke havde nok dollars, for slet ingen. Vi fik taxa manden til at køre os til en Cajéro Automático (hæve automat) der viste sig at være uden funktion... Så vi kørte mod en anden.. der også var uden funktion. Det så sort ud, og uoverskueligt, da vi nåede frem til den 3.... som heller ikke gad spytte penge ud. Det var ikke en sjov situation at være i, og da der stod omkring 50 folk i kø i banken kunne vi ikke lige få et hurtigt svar på vores problem. I et desperat sidste forsøg endte jeg med at prøve med mit visa kort, hvilket viste sig at virke. Af lykke over at have penge, og Bekymring over at have brugt penge jeg ikke havde, betalte vi chaufføren hans krævede penge for besværet, og steg på en bus mod Pasa Canoas (en anden grænse overgang)

så NU er det tid til vores medgang! Jeg har fået mail fra Condor, og de var flinke og forstående for hvad der var sket, og da de ikke havde fuldført betalingen endnu ville de bare annullere det hele. Puha!

Så I kan vel nok forstå på det hele at vi har haft nogle hårde dage, men nu er vi i Manuel Antonio, og udsigten er fantastisk!

Pura Vida!

Puerto Viejo

Strande, afslapning, godt vejr og et godt hostel.

Turen her hen gik fint. Vi sejlede med en bådtaxa fra Bocas til Almirante i Panama, hvorefter vi fik et godt tilbud med en Taxa om at blive kørt til grænse for 15 dollars i alt. Det var mere end bare billigt, og en køretur på omkring 1½ time.
Ved grænsen gik det også nemt, på trods af at folk havde nævnt besværet med at man skulle have en billet ud af landet igen for at vise at man ikke havde tænkt sig bare at blive der. I tilfælde af dette havde vi gjort en falsk billet klar, men den fik vi ikke brug for da det eneste de krævede var at se ens pas, og 3 dollars cash $$

SÅ kom gåturen til Costa Rica som foregår på en meget forfalden/ødelagt bro. Det var en sjov måde at gå over grænsen på, og på samme tid at gå en time tilbage i tiden. Så nu er tidsforskellen ikke længere 6 timer men 7.

-Derfra var det bare lige en enkelt bustur hen til byen Puerto Viejo.
Førstehåndsindtrykket var meget positivt da vi ankom. Byen i sig selv er en meget afslappet by at gå rundt i. Folk er flinke, byen er flot, bygningerne hyggelige og stemningen er komplet reagge rasta stil, chill. Det er en reagge by, og man kan sagtens se folk som bare går rundt på gaden og ryger en joint, det er helt normalt her. Der bliver ikke gloet lige så meget på en som mange andre steder vi har været, og slet ikke på samme måde. Men her er også en del turister, det er dog klart da nogle af Costa Ricas bedste strande er i det her område.

Vores første nat foregik på et hostel som hedder Rocking J's, hvilket ikke var lige hvad vi havde forestillet os. Det virkede meget upersonligt, og så generelt bare ikke rent nok, specielt køkkenet. Så der sov vi kun lige natten over, i hængekøjer.

Da morgenen brød frem skyndte vi os at smutte videre til et andet hostel som en fyr havde fortalt os var meget godt - og det havde han ret i. Nu bor vi på Pagalú hostel, som er et tysk ejet hostel, hvilket vil sige at der er mange tyskere her, men det gør nu ikke noget. Her er dejligt rent, et godt køkken, gode bade samt gode senge. Intet at klage over :) jo myggene, men det er nu ikke deres skyld.

Indtil videre har vi brugt det meste af tiden på at gå ned til "Playa Negra" som er en strand der ligger 1 minut væk fra os. Sandet er sort og glitrer rigtig flot i solskindet. Der er nogle rimelig heftige bølger der til tider, men det gør os ikke noget. Af den grund er der også mange som lige tager en surfer tur, og det kan godt være sjovt at se på nogle gange.


Også her støder vi ind i lidt mærkelige mennesker, men det kan vel nærmest ikke undgåes. En 13 årig dreng fra Panama som hang ud nede på stranden kom hen og var meget betaget af Ida. han kunne kun snakke spansk, og da jeg ikke var der den første halve time (jeg lå i min seng og tog en morfar) måtte Ida prøve sig frem så godt som muligt på det spanske sprog. da jeg kom ned og joinede lidt senere måtte jeg bidrage med mit spanske. Drengen fandt det meget underligt at Ida ikke havde en kæreste, og prøvede at finde en fyr til hende (det vil sige at han blev ved med at pege på hvert eneste hankøn som kom vandrende) Og derefter var han opsat på at tage hende med op i bjergene hvor han boede i et hus.

Vi fandt aldrig rigtig helt ud af hans historie, men af hvad han fortalte så var han taget alene til Puerto Viejo, og hans familie var hjemme i Panama. Han lavede ikke noget herovre, men han ville uddanne sig til politibetjent om 3 år. Det var hans store drøm. Hvordan han fik penge til mad, og om han bare havde fundet et forladt hus osv. Fandt vi aldrig ud af.
Til sidst kom der dog 2 hunde løbende som han derefter faldt i "snak" med, badede med, legede med, de blev simpelthen hans følgesvende. Haha, det så ret komisk ud..

Udover det så har Ida fundet en cool fyr som for 15 dollars vil give noget surfer undervisning, så det skal ske en af dagene. Jeg overvejer stadig om jeg vil eller ej, nu får vi at se.

Vores nye roomies er et ældre ægtepar fra Amerika eller lignende. Damen er total perfektionist og da jeg kom op for at gå i seng i går var hun vaks med lyset og skyndte sig at slukke det mens døren var åben - der skulle jo ikke nå at flyve myg ind i løbet af de 3 sekunder!
Ellers er hun fint flyttet ind, og har lagt alting pænt sammen. De havde været oppe siden kl 5, og hun var derfor meget træt, hvorimod hendes mand ikke følte sig træt og derfor sad en lille halv time på sin computer for at tjekke op på tingene. Dette frustrerede hende meget, og hun havde da også bedt Ida om at gå ned og sige at han skulle altså til og i seng. - Hun kunne ikke selv gøre det for hun havde pyjamas på og det ville være noget værre noget hvis hun gik ned i den.
Da manden endelig kom op var hun noget vrissen og kunne ikke forstå hvorfor han ikke var træt, og hvorfor han havde været så længe på computeren! Så for at gøre konen glad hoppede han straks i seng.
Det virkede til at blive en rolig nat, og det var det også, indtil jeg vågnede op fordi jeg kunne høre damen vække sin mand i overkøjen fordi han snorkede og det var altså pinligt! så han lagde sig på siden og sov videre uden larm. Da jeg så gik ud for at gå på wc kom hun ud og undskyldte for den snorken hendes mand havde lavet.
- Ja i dag undskyldte manden også til Ida for det.

Stakkels mand!

Der er ikke de helt store madeventyr her, da priserne er en del dyrere end vi lige havde vænnet os til i Panama. Og på samme tid har vi skiftet vores dollars og balboa om til Colones, hvor omkring 500 colones = 1 dollar. Så priserne lyder ekstreme til en start!
MEN vi har fået købt os en masse peanutbutter, et glas med ..... 1,13 kg ..... Ja, vi er drevet til ekstremer! men det smager nu bare så godt.

Så som i kan høre på det hele har vi det godt.

Adios

David og Bocas Del Toro

Ja, som sagt rejste vi jo tilbage til David efter et lille ophold i Boquete.
PurplehouseHostel føltes som et "hjem" at komme tilbage, og vi nød det i fulde drag.

Og nu jeg nævner "hjem" så tog vi et smut hen til Gustavo for at møde hans familie og se hvor han bor. De gav mad, rigtig rigtig god typisk Panamansk mad som bestod af ris, kylling, kartoffelsalat/mos. Det smagte godt, og var dejligt mættende!

Gustavo bor omkring 15 min. på ben væk fra purple hostel, så det var ikke så langt væk :)
(shhh vi tog stadig en taxa, men det var fordi vi havde handlet ind og bar rundt på 5 poser!)

Gustavos kone hedder Elizabeth, og hun snakkede ikke ret meget engelsk, men hun gjorde det bedste hun kunne og var rigtig flink (samt en god kok). De har 2 børn, en dreng som hedder Saoul eller Saul, vi ved ikke lige hvordan det staves, og pigen hedder Alana.
Der var meget gang i børnene, men det er vel heller ikke hver dag man får danskere på besøg hihihihi.

Det var meget sjovt at besøge Gustavo i hans hjem, og vi fik for første gang også lige prøvet at smage kokosnødde vand direkte fra kokosen, her i Panama, samt Gustavos NUVO flaske, der lignede en kæmpe pink parfume... smagen var heller ikke langt fra :P

Ellers oplevede vi ikke det helt nye mens vi var i David.

Jeg besluttede mig spontant for at klippe håret, endnu en gang, så nu blev det altså nærmest karse hår! det er nok 2 cm eller noget, men jeg er glad for valget, selvom jeg lidt ligner en lebbe...
men det skal man også have lov til!

Og jeg fik købt et par nye sandaler. Jaah! selvom de gav mig vabler, øv, men har fundet ud af at det simpelthen bare er mine fødder som skal vænne sig til at gå med sandaler med den dims der går mellem store tå og øøøh... den anden tå. (update fra nu, jeg har vænnet mig til det)

Vi rejste fra David efter deres independence dag og drog mod Bocas del Toro.
Turen derhen var med bus og med vand taxa. Da vi ankom regnede det, så vi skyndte os bare hen til vores planlagte hostel: Mondo Taitu
- De skulle skrive på deres hjemmeside at det er proppet med svenskere.
og de 2 danskere der var der var ikke... nogen vi var stolte af at kalde danskere.
Note til os selv: big booty.

Meen vi fandt hurtigt ud af at det ikke var et sted vi var alt for glade for. Det var beskidt, dårligt køkken (køkken er vigtigt når man laver sin egen mad) så vi sov der 3 nætter (rabat ved 3 nætter) og efter de tre nætter havde vi set nok af øen.
Det regnede konstant, overskyet og ja, ikke noget specielt godt vejr.
De lokale var alt for påtrængende, hvilket vi ellers ikke havde troet de ville være eftersom der er proppet med turister.

Ida fik bevæget sig ud og kiggede lidt på strandene inden regnen begyndte at storme ned. ellers så fik vi spist noget pizza, da vores pizza humør begyndte der. Og peanutbutter addiction begyndte også på den Ø.

Nu sidder vi i Puerto Viejo og nyder det. Godt valg at smutte derfra!

Adios

Boquete

I søndags gik turen til Boquete, som er en bjerglandsby 45 min i bus fra Davíd. Vi tog afsted om eftermiddagen (efter en sørgelig afsked med Gustavo) og ankom uden problemer til det billigste hostel i byen, Hostal Nomba. Vi har endelig fået udregnet vores budget, så nu skal der spares!

Efter vores ankomst tog vi ud for at spise noget mad, og vi mødte tilfældigvis nogle mennesker som vi havde snakket en del med i Davíd. Det er altid sjovt at rende ind i folk, som man har mødt før, og det er efterhånden sket en del gange for os.

Første morgen i Boquete var iskold - vi sad bogstavelig talt ude i hængekøjerne med sovepose og halstørklæde, og det var stadig koldt (ca 18 grader, men meget koldere end man lige tror).

Boquete er som sagt en landsby et stykke oppe i bjergene, så kulden følger automatisk med, men det gør smuk natur også. Vi besluttede at gå nogle ture rundt i området, og drog ud på en anbefalet rute, som efter sigende skulle vare ca 2 timer. Vi endte dog med at gå forkert 3 gange og efter en masse blod, sved og tårer besluttede vi os til sidst at hitchhike tilbage til byen. Heldigvis kom der hurtigt en rar mand som gav os et lift.

Turen var dog ikke helt katastrofal, for vi så en masse flot natur og stødte på en stor have, som hedder "Mi Jardin es su Jardin" altså "min have er din have". Haven er vist ejet af en af Panamas forrige ministre, som selvfølgelig har en helt masse penge, men det er ret fedt at den er åben for offentligheden, og den var virkelig flot.

En anden dag drog vi ud på en anden tur. Vi ville besøge en anden have, som hedder "El Explorador". Vi nåede aldrig derind, fordi det begyndte at regne da vi endelig ankom (efter endnu en lang gåtur op ad bakke) og entre-prisen var rimelig høj. Haven skulle ellers være meget flot med en masse frugttræer og gynger over det hele. Vi drak en friskpresset appelsinjuice i stedet, så turen var ikke helt forgæves. :)

Når man bor på hostel, møder man altid nogle mennesker, og det gjorde vi da også denne gang. En person, der står lidt ud fra de "gængse" hostelboere, er Heny - en middelaldrende egypter, bosat i NY, som var i Boquete for at ordne sine tænder og besøge venner. Heny fyldte 45 år dagen før vi tog afsted, så han havde købt vin, rom og chokoladebønner, og vi havde en hyggelig aften med ham og nogle andre gæster/hans venner, hvor vi fejrede hans livs bedste fødselsdag (ifølge ham selv).

Vi mødte også en sjov 80-årig mand, som bor i Boquete hvert ½ år og kender stort set alle i landsbyen. Han er storforbruger af hash, utroligt frisk i forhold til hans alder og havde det sjoveste grin vi længe har hørt. Et sjovt møde med en sjov mand!

Det var meningen at vi skulle direkte videre til Bocas del Toro, men vi valgte i sidste øjeblik at tage tilbage til Purple House i Davíd. Da vi skulle have vores depositum tilbage, fandt vi dog ud af at ejeren (som tog til USA lige pludselig) havde glemt at skrive det ned, så rengøringsdamen ville ikke udbetale pengene til os. Det blev vi lige sure over - det var ikke mega mange penge, men det var alligevel nok til at betale for både bus og taxi tilbage til Davíd.

Men nu er vi tilbage i vores lilla hus med Gustavo, så alt er godt! :)

Adios!