Nu skal i høre en lille historie..Se dengang Ida og Sara den 12. December pakkede deres tasker og tog afsted mod San Jose, i en bus, meget tidligt om morgenen, skete der et mindre heldigt møde med politiet.
Ida og Sara havde fået 2 gode pladser i bussen, som for en gangs skyld var meget behagelige at sidde i.
De så rent faktisk frem til den lange bustur der ventede dem mod San Jose. Men tiden skulle vise...
Efter omkring 1 time i bussen kom de til et grænse sted hvor politiet kom ind og forlangede at se de forskellige folks pas. Det så Ida og Sara ikke noget problem i, for de havde da ingenting at skjule.
Da politimanden endelig nåede til dem, og han gennemgik deres pas flere gange, med et meget forvirret og vredt ansigt blev de fortalt at de simpelthen måtte forlade bussen. Og det med det vuns! De havde simpelthen ikke fået de rigtige stempler da de passerede grænsen, og stemplerne er jo vigtige!
Ida og Sara kiggede triste på hinanden mens de slæbte deres baggage ud af bussen. Der var intet at gøre, den bustur var ikke længere en del af dagens program.
De næste 2 timer foregik med politiet, og en anden fyr som ikke havde haft sit pas med sig. Fyren arbejde i San Jose, og fik sine medarbejdere til at faxe det videre så der var lys for enden af tunellen for ham. Til gengæld så det sort ud for Ida og Sara. Problemet var ikke at de ikke troede på at de havde passeret grænsen lovligt, men at de stempler manglede og hvordan det kunne have gået til.
Efter at de havde ringet frem og tilbage til grænsen, omkring 100 gange, kom de frem til at de ville køre dem tilbage dertil og sørge for at tingene gik ordentligt denne gang.
Da de endelig havde lavet en fuld beskrivelse af deres udseende, og fået dem til at skrive under på... hvad end der nu stod, for alt foregik jo på spansk og så godt spansk kan Sara altså heller ikke!
Nogle andre betjente kom og hentede Ida og Sara, og kørte derefter mod grænsen Sixaola. 140 km på en meget dårlig landevej, uden sikkerhedsbælter og med Celine Dion (og andet) for fulde knald. Sikken oplevelse.
Da de endelig kom til grænsen fra Costa Rica siden, blev de mødt af en lidt gnaven mand som ikke forstod hvad der var sket. Dette resulterede i endnu et stykke ventetid, og flere undeskrifter.
En af damerner der arbejdede på Costa Rica delen af grænsen førte Ida og Sara over broen hvorefter de kom med ind i kontoret på Panama siden. Der sad de så i måske 2 timer til, hvor de prøvede at finde ud af hvad der skulle gøres ved det lille uheld.
Heldigvis for Ida og Sara snakkede en af fyrene der rent faktisk ENGELSK så det var til at komunikere på et lidt højere plan.
Til at starte med fik de at vide at de simpelthen ikke kunne komme ind i Costa Rica igen før om en månede, hvis det altså skulle foregå ved Sixaola grænsen. Derefter fik Panama fyren, som slet ikke forstod hvorfor de ikke måtte det, forhandlet sig frem til at Ida og Sara kunne krydse broen.
Men, det krævede så godt nok også at de købte en billet hver ud af Costa Rica, som ville blive 14 dollars per person.
Ida og Sara var ikke interesserede i dette og de havde uheldigvis slettet den anden "falske" billet første gang de krydsede broen, og de endte med at beslutte at tage bussen tilbage til David, hvor de så ville krydse grænsen et andet sted fra en af de næste dage.
Dagen for Ida og Sara var lang. Uden mere end nok dollars til lige at komme hjem med bus og taxa, måtte de undvære mad og drikke hele dagen. (bortset fra de peanutbutter sandwiches de havde smurt hjemmefra)
Da de endelig ankom ved Purple House Hostel, blev de taget godt imod af Gustavo, som straks viste dem ind på deres sædvanlige værelse.
Ida og Sara åndede lettede op, og skyndte sig til supermarkedet for at få fat i dollars, og MAD!
Hvad kan man lære af dette? Tjek ALTID dit pas for de rigtige stempler, før du smutter godtroende videre.
Udover dette har vi, Ida og Sara, hvis i skulle være i tvivl, været ramt af lidt mere modgang. Da vi var ved at lave vores flybillet mod hjemlandet, og havde gjort det hele klar, klar til print, valgte siden selv at godkende det hele uden vores hjælp. Vi stod fortabte tilbage og troede at vi lige havde købt flybiletter, fra Nicaragua til Danmark, med penge vi egentlig ikke lige havde.
Vi skyndte os at skrive til Condor (flyselskabet) og få dem til at forstå at vi ikke ønskede de biletter.
De næste 2 dage derfra gik uvidende om hvad der ville ske. Pengene var ikke blevet overført til dem endnu så der var håb.
Og endnu engang udover fly biletten, så da vi var på vej ud af Panama, fandt vi ud af vi ikke havde nok dollars, for slet ingen. Vi fik taxa manden til at køre os til en Cajéro Automático (hæve automat) der viste sig at være uden funktion... Så vi kørte mod en anden.. der også var uden funktion. Det så sort ud, og uoverskueligt, da vi nåede frem til den 3.... som heller ikke gad spytte penge ud. Det var ikke en sjov situation at være i, og da der stod omkring 50 folk i kø i banken kunne vi ikke lige få et hurtigt svar på vores problem. I et desperat sidste forsøg endte jeg med at prøve med mit visa kort, hvilket viste sig at virke. Af lykke over at have penge, og Bekymring over at have brugt penge jeg ikke havde, betalte vi chaufføren hans krævede penge for besværet, og steg på en bus mod Pasa Canoas (en anden grænse overgang)
så NU er det tid til vores medgang! Jeg har fået mail fra Condor, og de var flinke og forstående for hvad der var sket, og da de ikke havde fuldført betalingen endnu ville de bare annullere det hele. Puha!
Så I kan vel nok forstå på det hele at vi har haft nogle hårde dage, men nu er vi i Manuel Antonio, og udsigten er fantastisk!
Pura Vida!
Da de endelig kom til grænsen fra Costa Rica siden, blev de mødt af en lidt gnaven mand som ikke forstod hvad der var sket. Dette resulterede i endnu et stykke ventetid, og flere undeskrifter.
En af damerner der arbejdede på Costa Rica delen af grænsen førte Ida og Sara over broen hvorefter de kom med ind i kontoret på Panama siden. Der sad de så i måske 2 timer til, hvor de prøvede at finde ud af hvad der skulle gøres ved det lille uheld.
Heldigvis for Ida og Sara snakkede en af fyrene der rent faktisk ENGELSK så det var til at komunikere på et lidt højere plan.
Til at starte med fik de at vide at de simpelthen ikke kunne komme ind i Costa Rica igen før om en månede, hvis det altså skulle foregå ved Sixaola grænsen. Derefter fik Panama fyren, som slet ikke forstod hvorfor de ikke måtte det, forhandlet sig frem til at Ida og Sara kunne krydse broen.
Men, det krævede så godt nok også at de købte en billet hver ud af Costa Rica, som ville blive 14 dollars per person.
Ida og Sara var ikke interesserede i dette og de havde uheldigvis slettet den anden "falske" billet første gang de krydsede broen, og de endte med at beslutte at tage bussen tilbage til David, hvor de så ville krydse grænsen et andet sted fra en af de næste dage.
Dagen for Ida og Sara var lang. Uden mere end nok dollars til lige at komme hjem med bus og taxa, måtte de undvære mad og drikke hele dagen. (bortset fra de peanutbutter sandwiches de havde smurt hjemmefra)
Da de endelig ankom ved Purple House Hostel, blev de taget godt imod af Gustavo, som straks viste dem ind på deres sædvanlige værelse.
Ida og Sara åndede lettede op, og skyndte sig til supermarkedet for at få fat i dollars, og MAD!
Hvad kan man lære af dette? Tjek ALTID dit pas for de rigtige stempler, før du smutter godtroende videre.
Udover dette har vi, Ida og Sara, hvis i skulle være i tvivl, været ramt af lidt mere modgang. Da vi var ved at lave vores flybillet mod hjemlandet, og havde gjort det hele klar, klar til print, valgte siden selv at godkende det hele uden vores hjælp. Vi stod fortabte tilbage og troede at vi lige havde købt flybiletter, fra Nicaragua til Danmark, med penge vi egentlig ikke lige havde.
Vi skyndte os at skrive til Condor (flyselskabet) og få dem til at forstå at vi ikke ønskede de biletter.
De næste 2 dage derfra gik uvidende om hvad der ville ske. Pengene var ikke blevet overført til dem endnu så der var håb.
Og endnu engang udover fly biletten, så da vi var på vej ud af Panama, fandt vi ud af vi ikke havde nok dollars, for slet ingen. Vi fik taxa manden til at køre os til en Cajéro Automático (hæve automat) der viste sig at være uden funktion... Så vi kørte mod en anden.. der også var uden funktion. Det så sort ud, og uoverskueligt, da vi nåede frem til den 3.... som heller ikke gad spytte penge ud. Det var ikke en sjov situation at være i, og da der stod omkring 50 folk i kø i banken kunne vi ikke lige få et hurtigt svar på vores problem. I et desperat sidste forsøg endte jeg med at prøve med mit visa kort, hvilket viste sig at virke. Af lykke over at have penge, og Bekymring over at have brugt penge jeg ikke havde, betalte vi chaufføren hans krævede penge for besværet, og steg på en bus mod Pasa Canoas (en anden grænse overgang)
så NU er det tid til vores medgang! Jeg har fået mail fra Condor, og de var flinke og forstående for hvad der var sket, og da de ikke havde fuldført betalingen endnu ville de bare annullere det hele. Puha!
Så I kan vel nok forstå på det hele at vi har haft nogle hårde dage, men nu er vi i Manuel Antonio, og udsigten er fantastisk!
Pura Vida!
No comments:
Post a Comment