Toña por favor

Hvor er det muligt at købe en hængekøje stol? MASAYA, MASAYAA, MASAYA! (som manden på bussen ville have råbt det)

Masaya er en større by i Nicaragua, med et kæmpe marked. Markedet er delt op i sektioner, tøj, sko, håndlavede ting, kød(ad ad ad), frugt og grønt osv. Vi pakkede vores tasker og tog bussen fra Granada til Masaya. Vi vidste dog ikke at folk normalt bare tog til Masaya for dagen og så tilbage til Granada for at sove...
Efter vi ankom og havde fået noget mad, gik vi bevilderede rundt iblandt tusinder af mennesker og tonsvis af boder indtil vi endelig
fandt frem til "Hospedaje 2 el pollo"

Vi havde på fornemmelsen at det sted ville være lidt lummert, men et sted at sove skulle vi jo have.. Så vi fik et rumt, yderst simpelt rum med en seng, og et åbent toilet/bad i samme rum.

Hurtigt skyndte vi os at komme af med baggagen og trave videre ud i det store marked, denne gang for rent faktisk at kigge og købe ting. Af helt specielle mål havde vi ikke andet end at jeg godt kunne tænke mig en hængekøje stol. Vi gik igennem de små sektioner og det eneste der virkelig var en rædsel var kødafdelingen. Hunde som gik rundt og spiste kød og skrald fra jorden, over det hele, lugt af gammelt varmt kød, og bare tanken om hvor uhygiejnisk det var... var nok i sig selv!

Vi fik banet vej til nogle andre afdelinger, og før vi vidste af det havde vi købt lidt hist og pist. Det store fund kom dog først senere. Efter søgen på den perfekte hængekøje stol, kom vi frem til en shop hvor de var lækre, den rigtige størrelse og i pæne farver samt god kvalitet. Vi faldt begge to straks for en smuk smuk guddommelig en af slagsen (nej... jeg overdriver ikke) og jeg fik den for prisen 10 dollars. Hvilket nu betyder at jeg slæber rundt på den i min backpack, men sørme så om det ikke er det værd!
Da aftenen lige så stille kom frem, måtte vi drage tilbage mod vores sovested, som så senere på natten viste sig at blive brugt til mænd der havde bestilt en prostitueret. Vi vågnede op til forskellige situationer hvor der blev banket rundt omkring på dørene, fordi nu var damen ankommet som aftalt, og så skulle manden jo op og igang, tage imod hende. I en speciel situation var der kun ankommet 1 dame hvor han havde bestilt 2, så han måtte vente endnu en time før han kunne have sin glæde opfyldt.
Om morgenen blev der banket på vores dør, for vi skulle åbenbart forlade stedet kl. 7, så vi fik fart på, og drog med bussen mod "La laguna de Apoyo"

Åbenbart så er der kun 1 bus dagligt som kører hele vejen ned til søen, som er en kæææmpe sø i et vulkankrater, og vi var ikke med på den bus. Det resulterede i at vi stod ved et skilt som sagde "2 km" og tænkte, hmmm det kan vi sagtens klare. De 2 km føltes som MEGET mere, og det hele var ned ad det... bjerg vi var på toppen af. Så vi vandrede afsted i hede og med tusind ting at bære på, men frem det kom vi! Og stedet var lækkert, efter en nat på et bordel var det nye sted ligefrem himmelsk. V boede liiige ned til vandet. Til gengæld var der en del vind så vi frøs også en stor del af tiden.. Måske man skulle have bevæget sig lidt mere ud i solen?

Efter 2 dage ved vandet besluttede vi at det var på tide at drage mod León. León er den 2. største by i Nicaragua, og en stor turist by. I centrum er der 10000000000 kirker (overdrevet) men helt seriøst mere end 10. SÅ mon ikke det er en by for Pia Kildegaard? HA  HA.
Til gengæld er der også rigtig varmt, jeg vil tro det er det varmeste sted vi har været. Det bliver meget lidt køligt om aftenen hvilket også resulterer i varme nætter. Om dagen er det nærmest umuligt at gå ud og lave noget, fordi man bare føler sig så klam og svedig og energidrevet.
Med det sagt, så er det stadig en by værd at besøge. Der er massere af god mad (!!!!!) og godt natteliv.

- Og det har jeg selvfølgelig også en lille historie om.
Den første aften vi ankom her i Nicaragua og havde fundet vores hostel (Hostal LazyBones) hvilket har swimmingpool (win) valgte vi at gå ud for at få pizza og mojitos. Vi havde nemlig set et specielt tilbud om en pizza og 2 mojitos til 140 Cordobas/ 7 dollars.
På vej mod stedet mødte vi en lokal gut på 21 år (ifølge ham) som gerne bare ville hænge ud med os og snakke engelsk. Efter han blev hængende valgte jeg til sidst at lade ham sidde sammen med os mens vi spiste vores pizza og draj vores mojitos. Efter lidt tid begyndte han at blive alt for mærkelig så Ida gjorde et forsøg på at gøre situationen lidt bedre, og inviterede en fyr vi havde mødt et par gange over og sidde ved os. Da vi var færdige valgte vi at gå ud og få et par øl og drinks. Drengen som forresten hedder Rommel, gik med os, da vi havde fået ham til at love at synge en sang på karaoke. Første stop drak vi en øl mens vi ventede på at der rent faktisk kom folk på karaoke baren. Imens vi sad der og fik en øl viste det sig at Rommel ikke kunne lide smagen af øl. Han sad og lod som om han drak, hvorimod intet indhold forsvandt fra flasken.
Stakkels Rommel! Så vi drak da bare øllen for ham. Derefter bevægede vi os ned mod Karaoke baren, hvor Rommel havde planlagt at han ville synge Celine Dion - My heart will go on specielt for Ida, for hun var lige pludselig blevet hans store kærlighed.

Ida fik sin sang, hvor han knap nok kunne synge, fordi han var så rørt. Udover mærkelige Rommel hørte vi på massere af Nica people, som ikke havde en tone i livet, men der var dog en fyr som var sjov at høre på. Han havde de sindssygeste R' og en crazy voice, så det var alligevel ret fedt.

Som natten brød frem kom 2 gutter over og sad ved os, hvilket betød at de betalte alt vi drak af øl. Ikke ringe!

Så opdagede vi at to andre gutter sad og tog billeder af mig og Ida, som var vi to celebrities. De fulgte os derefter ud til toilettet for at få taget et billede sammen med os, så mon ikke der er billeder på facebook af to svedige danske piger med nogle Nica fyre.

MEN VI HAR OGSÅ BILLEDER AF DEM! HÆHÆHÆ

Puha. Efter massere af øl og opmærksomhed besluttede vi os at vi ville tilbage til vores hostel og sove, dog ikke før vi havde fået en gigant burger ved en burger bod udenfor.

Natten var lang, og dagen efter var endnu længere. Jeg havde tømmermænd, og Ida var også en smule utilpas. Men vi kom igennem dagen uden at opleve det helt store, hvis ikke intet. Vi fik dog et besøg af Rommel som søgte Ida, men i en situation som denne var det rart at vi bare kunne bede receptionist damen sige at Ida altså ikke var der.








Et af de store hit her i León er at besøge en af de mange vulkaner tæt på. Men den helt specielle vulkan, dog godt nok mindste, er Cerro Negro.

Cerro Negro er en aktiv vulkan, som går i udbrud ca. hvert 9. år, dog denne gang er den forsinket (sidste udbrud var i 1999) så lige i øjeblikket kunne den i princippet gå i ubrud hvad dag det end skulle være. Men eftersom Ida og jeg ikke havde bestiget nogen vulkan endnu, og slet ikke aktiv for den sags skyld, så valgte vi den sjovere slags! Vi fandt en gruppe at tage afsted med, og så mødte vi ellers alle sammen op om morgenen for at få vores dragter, briller, handsker og vand. Efter en times kørsel ankom vi endelig til vulkanen, og den så skræmmende stejl ud.

Vi fik vores boards, og begyndte på turen opad. Med boardet under armen gik vi 16 personer og 2 guides på en lang række. Det højere vi kom op, det mere vind var der, og boardet begyndte at virke lidt som et sejl, så det krævede også lidt taktik om rent faktisk at holde boardet rigtigt i forhold til den skiftende vind.

Crazy professor frisure. I KNOW

Hiken derop tog cirka 1½ time, da vi lavede flere stop undervejs for bl.a at se vulkankrateret. Da vi endelig skulle igang med den lidt sjovere del, eller rettere vildere del, tog vi vores dragter frem og begyndte at klæde os passende på til turen ned. Dragterne var store! og hullede, så det var ikke helt nemt at vide hvad man skulle forvente. Brillerne var slidte, og det var stort set umuligt at se ud af dem.

Taktikken på boardet:
man sad længst muligt tilbage på brættet, for der var et stykke som var mere glat. Så det betød at jo længere man lænte sig tilbage, og derved lagde vægt i bagenden af brættet, jo hurtigere ville man køre. Hvis man lænte sig mere fremad ville farten sænke. I tilfælde af at man havde brug for mere kraftig bremsning kunne man bruge fødderne.

De første par tog afsted og Ida og jeg valgte at vente til vi havde set lidt flere. Da vi endelig drog afsted startede Ida med at tage føringen. Jeg ville overhale hende og fik speedet mere op ved at prøve at lægge så meget vægt i som muligt. Det lykkedes dog også! Og jeg fik et stort smil på indtil jeg fandt ud af at farten var for meget til at kunne styre mit board og jeg vendte 90 grader, faldt og tog en lille rulletur (helt uden smerte eller skrammer) Mens jeg prøvede at komme tilbage på boardet kom Ida og overhalede mig igen hvorefter hun nærmede sig bunden og vandt. Øv. Da jeg også var kommet til bunden fandt jeg ud af hvor meget støv og sten jeg havde fået over det hele, samt i munden, da det simpelthen var umuligt ikke at smile og grine på nedturen.

Vi var begge glade og fulde af smil da turen var ovre, men jeg var dog sikker på at jeg ikke kunne tage en tur til, det havde jeg alligevel ikke mod nok på. Hiken var stejl og ikke helt nem, og turen ned tog alligevel kun 30 sekunder, måske 1 minut. Ida besluttede sig også for at blive nede på jorden for 2. runde, da hun hørte der var hængekøjer vi kunne ligge i imens.

Turen var sjov og er helt klart noget af en oplevelse. Man kunne komme op på meget høj fart. Vi så på en liste fra et andet hostel at den højeste fart der var helt oppe på 87 km/t, og det er ikke så langsomt igen! Vi fik dog ikke målt fart ØV ØV.
Ikke mange mennesker kan sige de har slidet ned af en aktiv vulkan, men det kan vi nu krydse af på vores ikke-eksisterende liste.

Af andre ting vi oplevede i Leon... er der faktisk ikke meget. Bare byen generelt, men ja, de fleste dage blev brugt på vores hostel da vi havde det alt for varmt til at orke det store.
Vi valgte at tage til stranden der ligger ½ time væk, men selv der var vi ikke fristet til at blive længere end en nat.

Så vi smuttede tilbage til LazyBones i León. Der fik vi taget os sammen til et tandlæge besøg med Ida, hvor hun fik ordnet sine tænder (håber vi) og jeg fik snakket med sønnen i eeevigheder.

Nu går turen mod Costa Rica, endnu en gang!

Adios NICARAGUA! på gensyn, højst sandsynligt.

NicaNicaNicaragua

Torsdag den 2. drog vi i selskab med Greg afsted mod Nicaragua. Hvordan og hvornår vi ville komme frem var ikke helt sikkert da vi valgte at tage tingene som de kom. Efter vores ankommelse i San Jose fandt vi frem til en bus mod grænsen, som dog ikke gik før 2 timer senere - hvilket efterlod os med massere af tid at bruge i San Jose.
Vi hoppede i en Taxa mod deres marked i byen hvor Greg lige så stille kom til at foreslå ideen om at leje en bil og lave en Nicaragua roadtrip. - Denne ide var genial! Så vi blev alle lidt gearet op ved tanken om at vi snart ville have en bil og være på vej mod Nicaragua.

Ærgeligt nok viste det sig at ingen selskaber i Costa Rica lejede biler ud som man kunne køre over grænsen til Nicaragua med. Hvorfor, det forstår jeg stadig ikke..

Så vi endte alligevel med at tage den bus vi allerede havde købt billetter til, og heldigt nok endte jeg på et vådt sæde. Men vi kom frem! Godt nok var det sent om aftenen og helt mørkt da vi endelig steg ud af bussen ved grænsen - det betød jo bare at vi undgik kø.
Denne grænseovergang var lidt speciel, for når man først er kommet forbi Costa Rica kontoret og er blevet stemplet ud af landet, skal man gå et godt stykke før man kommer til Nicaragua kontoret for at blive stemplet ind i landet. Vi besluttede at tage en ren slurk Panama rom (som jeg stadig bærer rundt på siden vi tog fra Panama) midt i ingenmands land, altså mellem de to egentlige grænser for at fejre vores snart ankommelse.

For at komme ind i Nicaragua skal man betale 12 dollars, og så senere 1 dollar fordi... ja hvem ved, men det var i hvert fald kun os 3 turister som skulle af med det.

Eftersom vi kom så sent var der selvfølgelig ikke nogle busser det kørte, og der var ikke noget sted at overnatte ved grænsen så vi endte med at hoppe på en taxi med 2 andre lokale, for at få en god pris... - det viste sig dog senere at det nu ikke alligevel var sådan en god pris....

da vi ankom i Rivas fandt vi et billigt sted at sove, som sjovt nok lå lige ved siden af en restaurant/bar, som så ud til at være godt i gang og fyldt med en masse gamle gringos og unge lokale folk af både han og hunkøn - Det skulle vi ikke gå glip af!
Vi fik nogle øl -> TOÑA, som er en nicaraguansk (?) øl der smager perfekt! Og da en gammel gringo kom og bød mig op til dans, selvom jeg flere gange takkede venligt nej, besluttede Ida sig for at gøre ham glad og tage dansen med ham.

Denne gamle mand kom dog tilbage håbende på endnu en dans med mig, på trods af de mange afslag, og vi fik da så også at vide at han var 65 år gammel But still going, og at han solgte sex legetøj for a living.

Som natmad købte vi en hotdog ved en hotdogvogn til 2 kr stykket.... stor fejl! brødet var koldt, pølsen blev lagt i vand men var stadig kold. de lagde yoghurt på??? og en eller anden form for løg som bare var bløde og uden smag.. Ja mit smil på billedet er før vi har fundet ud af hvor hæsligt de egentlig smager.

- Det blev vores ankommelses fest i Nicaragua, Rivas.


Dagen efter tog vi til øen Ometepe som ligger inde mit i Nicaragua i en større sø kaldt Lake Nicaragua. Øen består af 2 vulkaner, den ene større end den anden, men Ida og jeg besluttede os dog for ikke at bestige dem. Istedet tog vi en tur downtown Ometepe og gik rundt og fik købt lidt ting og sager, alt imens vi slæbte rundt på vores backpacks. Vi kom til at tage en forkert bus, endte med at skulle gå et lille stykke og hvad ved jeg, men vi klarede det med godt humør.

Det første sted vi sov var langt ude, og takket være Elston som havde valgt dette sted for os, var vi 3 tvunget til at tage en 30 minutter hike op ad bakke med al vores baggage da vi ankom til øen.
Selvom den billige pris af 4 dollars per nat nu ikke var helt ringe, så var det for meget at skulle tage den gåtur hver dag for bare at komme ud og se ting, så vi havde besluttet os for at skifte til et andet hostel mere lokalt og ved siden af vejen hvor der rent faktisk kom en bus forbi dagen efter - hvilket grundede i vores sight seeing med backpacks.


Vi valgte sammen med Elston (som vi tog hen til Ometepe for at møde for weekenden) og Greg at leje motorcykler og køre rundt på øen.

På denne tur kom vi forbi et lokalt rodeo hvor vi valgte at spise frokost. Udover rodeoet kørte vi til en pool/sø på øen for at få en dukkert før vi skulle aflevere motorcyklerne tilbage.

Vores aftener på øen blev brugt på Little Morgans, som er et hostel med bar.

Stedet havde en fed atmosfære og nogle sjove mennesker, og et virkelig fedt træhus som var så indviklet men genialt at jeg ikke er i stand til at beskrive det ordentligt.

Greg og Elston tog afsted hjem mod Costa Rica igen den 6. og derefter var mig og Ida endnu engang 2 backpackers i et nyt land.

Lige fra da vi ankom i Nicaragua havde vi en god fornemmelse, med menneskerne, stederne og priserne. Ja for at være ærlig gik vi endda så vidt som at give High-Five over at en pakke bind kun kostede sølle 2 kr....

Efter Ometepe tog vi endnu en nat i Rivas hvor vi denne gang ville ud og se byen. Rivas er en rigtig hyggelig by, og man kan nemt komme rundt via cykel taxier for sølle 10 cordobas (2 kr) per person. Dette drog vi også nytte af et par gange. Vi fik noget god pizza og var med til starten af en gudstjeneste i deres store kirke. Da natten brød frem var der dog ikke meget mere at lave og vi gik tidligt i seng den dag.

Da vi nåede til Granada begyndte jeg så småt at blive syg. Så de første par dage i Granada blev ikke brugt på det helt store. Jeg fik sovet en god del, og Ida fik læst lidt imens. Men vi havde et mål: at få lavet et sømbræt og få købt noget snor, så vi kunne begynde at lave vores egne armbånd. Da vi var på Ometepe havde en lokal fyr lært os hvordan de laver alle de flotte farverige armbånd som de sælger ved vejene, så nu ville vi selv til og igang med det. - Og det kom vi.
Efter 2 dage havde vi skaffet materialerne og fået en mand til at sømme sømmene i brættet for os, så vi kom igang med at lave armbånd og det var også god tidsfordriv mens jeg stadig ikke var så godt tilpas.

Granada er fyldt med boder langs vejene, og bilkaos da der åbenbart er mange som beslutter sig for at køre på de allerede fyldte veje, men atmosfæren er god, og der er massere af liv. Men det er også en stor turistby så man ser en masse turister rundt omkring.
Vi tog en dag hvor vi gik på kirke rundtur i Granada, det var dog kun en af kirkerne vi kunne komme ind i. Til gengæld kom vi også hele vejen op i tårnet hvor vi fik udsigt over Granada / alle tagene nærmere sagt. 

Selvom priserne er så lave er det svært ikke at finde sig selv bruge flere end man burde fordi man ikke tænker så meget over det mere. Det er farligt!
Og det minder mig blot om vores første uge i Panama, der skal alligevel lidt styr på den økonomi har vi lært.
Adios!

Farm oplevelser

Som lovet kommer dette indlæg til at handle om nogle af de mange ting vi har oplevet på farmen.

Det er ikke til at sætte tal på begivenhederne da der stort set skete noget hver dag, som på hver sin måde var mindeværdigt. Vi tog på forskellige ture, enten bare os frivillige sammen, eller sammen med Liz og hele familien.


En af aftnerne besluttede vi os alle sammen for at tage på rodeo, da der var et i nærheden ( ikke SÅ nært igen. ) De fleste valgte at gøre tradition ud af sagen og snuppe en retti' cowboy hat, og et outfit der passede på. Ida og jeg til gengæld valgte at tage afsted som vi nu engang var klædt, troende at vi to ville komme til at skilde os meget ud. Da vi kom derhen viste det sig dog at der var mange få som egentlig havde cowboy outfittet på, så dér havde vi alligevel været smarte!
Der var fyldt med mennesker når man kom ind men det var dog muligt at finde plads på tribunen. Selve showet foregik med en masse forskellige små lege, såsom stoledans ala Hest.
De red rundt i en oval cirkel på deres heste, når musikken stoppede skulle de af hesten, ind og stille sig i et bildæk, alt imens de på intet tidspunkt måtte give slip på hesten. Selvfølgelig blev der fjernet endnu et dæk efter hver rundte.

Til sidst i showet red nogle mænd ud på tyre, uden hænder, indtil de så ville falde af. En af mændene så også ud til at komme lidt til skade da han blev svinget ind i hegnet - men det tog de sig lige så langsomt(ikke stille, langsomt) af.

Udover selve den aktuelle underholdning var der da også en sexet(hosthost) mand som dansede sexy dans og havde et godt øje for Ida
-Det var en hyggelig aften, men dog ikke helt noget for mig da jeg alt i alt bare synes at få ondt af dyrene. Dette var dog ikke en af de helt store slemme events, men jeg kan nu ikke lide det alligevel.


En anden dag tog vi, nogle af os frivillige og Liz og datteren, ud for at besøge en dansker som bor lidt uden for Puriscal. Hun hedder Lisa, og grunden til at de skulle der ud var fordi at hun havde en hest som de skulle hente. En hest hun havde reddet fra et sølle liv, hvor den stort set var ved at drukne i kviksand på grund af en dum ejer som var ligeglad. Hesten hedder Piecrust og skal være ved Liz indtil de egentlige ejere finder en grund i Costa Rica, hvor de kan bo og have hesten.
Lisa har boet i Costa Rica 19 år og har været væk fra Danmark i 28 år nu. Hun snakker stadig dansk, så vi fik endelig en anden at snakke dansk med, det var meget mærkeligt. Hun har en mand som er fra tyskland men også snakker dansk. Han var desværre i meget slem tilstand da vi var der og tiden nu går bare med at hun tager sig af ham velvidende om at der ikke er lang tid igen.
Udover det så prøvede Lisa at holde modet oppe og komme ud og opleve ting sammen med hendes veninder, måske også med lidt hjælp fra rødvind. Huset hun bor i er super super flot, helt fantastisk! Udsigten er smuk, og indretningen samt hele bygningen er rigtig flot.
Det var en god dag, at komme lidt væk fra farmen og at møde en anden dansker. Hun tilbød os at komme ud og være der en weekends tid hvornår end vi ville, og nu jeg tænker over det, så kunne det faktisk have været ikke så ringe endda.

Vi frivillige endte alligevel med at have nogle fest dage sammen. Vores første aften ude var på et lokalt diskotek/club/whatever man kan kalde det. Der var karaokee, hvilket så ud til at være ret så populært. Vi brugte aftenen på at drikke et par øl og danse med de lokale.
Til gengæld valgte vi en anden aften at tage til Puriscal og feste på de diverse steder de nu har. Forventningerne var ikke høje da Puriscal nu er en lidt mindre by og da den er lidt langt ude - men det skulle tiden vise!
-Vi tog afsted i taxi, sammen med en 16. årig dreng ved navn José, der førhen arbejde på farmen men blev fyret mens vi var der fordi han stjal benzin fra dem. han kom dog stadig over på farmen da Liz har prøvet at hjælpe ham på rette spor siden han var 9 år. Så mon ikke han bliver ansat igen om noget tid.
Da vi ankom til Puriscal så der ud til at være rimelig gang i den, en masse piger i høje hæle og stramt tøj og en masse fyre til at jage efter dem. Men når blegere folk som os, indtager dansegulvet, så er det meget sandsynligt at der bliver dannet nærmest en cirkel rundt om os af fyre som bare står og klapper og glor, eller prøver at joine selvfølgelig. Vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor vi endte på en masse forskellige steder, og det var langt fra så dødt og kedeligt som vi havde forestillet os, nærmere modsat. Vi fik mødt nogle forskellige folk, og drukket noget tequila og øl. Puha!

Puriscal er en rigtig hyggelig by. Folkene er flinke og der er stort set alt. En masse forskellige små butikker og så ellers større supermarkeder og butikker til hvad man nu har brug for. Til at starte med virker den ikke så stor igen, men befolkningen virker alligevel til at være lidt mange, godt nok også fordi der er så mange som bor i udkanten. Man får en meget mere lokal følelse i byen hvilket vi ikke har oplevet så mange andre steder i Costa Rica fordi det er et land med mange turister, og mange byer er blevet så amerikaniseret.

Udover at feste har vi også haft hyggetider hvor vi har set film sammen alle sammen på projektor, som Steven har lånt hjem fra arbejde. Så beslutter vi i fællesskab hvilken film det skal være for derefter at vendte til natten bryder frem og vi er færdige med at spise popkorn. Vi klemmer os sammen i sofaen, sofastolen og de uheldige må så nøjes med at sidde på køkkenstole. Popkorn og mørke og så begynder filmen. Det er nu ikke helt dårligt!

Nogle af vores sidste dage på farmen nåede Ida og jeg at få malet en del på Gregs hytte, og for at fejre hans sted så besluttede vi at holde en aften med KØD (vegetar mad på farmen) og ØL og VIN. Vi tændte et par båle op (der var massere af gamle visne blade og grene) men det var godt nok kun et bål som virkelig holdte lidt tid. Det var en aften for kun os frivillige, og da sønnen Sam havde haft et uheld med sin machete og ikke var i stand til at gå ret langt kunne han ikke komme med. Det var han ikke ret tilfreds med, så da resten af de frivillige drog mod hytten (Ida og jeg var taget der ud et par timer før for at hjælpe Greg og male færdigt) så valgte Sam at snige sig lumsk med, han fulgte efter dem hele vejen uden at de vidste det. Så da de mødte op kom Sam springende frem et par minutter efter.
Det resulterede i at Steven også mødte op for at hente Sam, men han blev også selv til et par øl nu vi tilbudte. Ellers hyggede vi frivillige os indtil det var tid til at drage mod farmen i mørke. Det er en gåtur på omkring 15-20 minutter.

Vi fik også hentet bambus til vores endelig afsluttede have. Det var et større men sjovt projekt. Jeg tror bare jeg vil lade billederne beskrive hvordan det gik.

- Det kom sikkert frem.
Vores sidste 2 aftener på farmen fik vi lavet et kæmpe bål sammen med hele familien, hvor vi alle sad rundt om bålet, lyttede til Steven som spillede guitar og ellers ventede på at vores snobrød blev færdigt! Åh at vente på snobrød, det er altså hårdt. Dagen efter sluttede vi af med pizza aften. Alle lavede en pizza hver, så ingen diskussion om hvad der skulle på. Det var godt nok lækkert, eftersom Ida og jeg havde undværet pizza i en hel månede på det tidspunkt.

Det er svært at komme ind på alle vores oplevelser som sådan, men det her var nogle af de lidt "større" begivenheder. Det var en rigtig hyggelig tid, hvilket også har resulteret i at vi tager endnu en uge der (nærmere hos Greg i hans hytte, da de jo har andre frivillige til den tid) omkring slutningen af denne måned.

Derefter er det tid til kære Danmark!